Lidt om mig

Jeg hedder Oluf Borremark

Jeg har været kristen siden 1968, og det holder.
 
 
 
Før den tid levede i jeg misbrug, men kom ud af det.
                     

 
 
 
Forkastelsen.
Jeg er født i København i 1942 og mine forældre var alkoholikere. Da jeg var tre måneder gammel, glemte de mig udenfor et værtshus, hvorefter myndighederne fjernede mig fra hjemmet. Jeg kom til en elskelig plejefamilie, som jeg boede hos i 15 år, men alligevel gik det helt galt. Som 6 årig faldt jeg pga. nysgerrighed ned gennem en trappeskakt fra fjerde sal. Det slog mig ikke ihjel, men gav mig kraniebrud, lårbensbrud, og jeg udbrød, at jeg nok aldrig ville blive et helt menneske igen. Jeg blev en vild knægt, og som 12 årig begyndte jeg at stjæle og drikke. Skolen interesserede mig ikke, men det gjorde sprutten til gengæld. Jeg spekulerede meget over, hvorfor mine forældre havde forkastet mig og smidt mig væk. Jeg tænkte, at jeg var blevet kasseret, fordi ingen kunne holde mig ud, og mit mål blev at drikke mig ihjel. Jeg ville heller ikke stå tilbage for kammeraternes pralerier, og på grund af mine mindreværdsfølelser var jeg bange for at miste dem. Jeg var så bundet til dem, at jeg ikke kunne bryde ud.

Børnehjem og misbrug
Fra 15 års alderen røg jeg ud og ind af mange forskellige ungdomshjem, og jeg blev mere og mere vanskelig, stjal stadigvæk, men drak nu kun i smug. Ingen skulle bestemme over mig, men alle har brug for kærlighed, og den fandt jeg hos de andre drenge, der var ligesom mig. Vi kunne i det mindste give hinanden en følelse af varme og omsorg, også seksuelt. Jeg blev også seksuelt misbrugt af en voksen på et af hjemmene, og disse ting blev starten på homoseksualitet, og jeg troede virkelig på, at jeg var til mænd. På min 18 års fødselsdag fik jeg for første gang livstegn fra min mor; et fødselsdagskort. Jeg stak af og fandt hende, men da jeg stod uden for hendes dør og præsenterede mig, sagde hun bare, at hendes søn var død for mange år siden. Endnu en forkastelse. Så besluttede jeg, at nu var alt andet ligegyldigt, og jo hurtigere jeg drak mig ihjel, jo bedre.
Som 21 årig kom jeg på en landbrugsgård i Humlebæk, men mit drikkeri blev værre og værre. En god ven, en kristen taxachauffør, sagde: "Oluf, hold dog op med al det drikkeri, du ødelægger jo dig selv". "Nej, det vil jeg altså ikke din ....., ingen skal bestemme over mig, jeg skal nok selv finde ud af, hvad jeg vil, og nu vil jeg bare køre derudaf".

Møde med kristendommen
Under min opvækst var jeg kommet meget i Øbro Biograf på Lyngbyvej i København; den blev købt af Pinsekirken. I en kæmpe brandert tog jeg derind og råbte og skreg, at de havde stjålet vores biograf og kaldte dem hyklere og bedragere. Vagterne kom hen til mig og sagde: "Du skal tage imod Jesus". "Aldrig i livet", sagde jeg og truede med slagsmål og fornægtede Gud i kraftige vendinger.
I 1965 blev jeg inviteret til et Billy Graham møde i Forum. Da han talte om Guds Rige og sagde: "Du skal fødes på ny", tænkte jeg: "Aldrig i livet, det kan du godt droppe, for det vil jeg ikke have noget med at gøre". Selv om jeg kunne lide musikken og sangene og skulle have aftenen til at gå, lavede jeg ballade og var ved at komme i slagsmål med vagterne. Jeg fik arbejde på B&W Skibsværft og kom på antabus, men det hjalp heller ikke. Jeg prøvede at forandre mit liv, men drak stadigvæk lige meget, indtil en god arbejdskammerat gav mig en traktat. I den stod der det kendte vers fra "Den lille Bibel" (Joh. 3.16): "For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv". Jeg tænkte: "Nej, nu kan det være nok. Det vil jeg ikke". Jeg
var træt af livet, var rastløs og ville vandre på landevejen, og hvis det ikke hjalp, ville jeg tage mit eget liv. En nat sov jeg på B&W, og om morgnen spurgte man mig, hvad jeg lavede dér? Jeg svarede: "Der må da være en Gud, der kan hjælpe mig" .

Homoseksualitet og ægteskab
I 1965 blev jeg alligevel gift med en kvinde, men det ægteskab
duede ikke, for jeg blev forelsket i en mand. Dette dobbeltliv vidste min kone ikke noget om, men jeg foretrak i 1967 at blive skilt og leve sammen med denne mand. Jeg var fuldt ud overbevist om, at han og jeg skulle giftes, ja, der var endda en præst, der var parat til vie os. Alligevel fornemmede jeg, at hvis jeg skulle have et barn, så skulle jeg jo have en kvinde.

Omvendelsen
I 1968 inviterede en kollega mig ud i den kirke, hvor jeg før havde lavet ballade. Jeg tog derud temmelig beruset og var ved at gå igen, men for ikke at såre ham, blev jeg. Vi gik ind til et bedemøde, hvor folk lå på knæ, og jeg tænkte, at det måtte jeg også hellere gøre. Jeg blev spurgt: "Tror du på Jesus. Tror du, at Han kan hjælpe dig". Jeg svarede: "Ja". Da jeg bad til Jesus, var det en fortvivlet bøn, men jeg bad om at blive løst fra alt det, der tyngede mit liv. Det var et enten eller - leve eller dø, jeg kunne bare ikke mere. Så skete der noget i mit hjerte. Jeg mærkede en fred, der blev sænket ned over mig. Hjemme smed jeg al spiritus og piller ud og var fra det øjeblik sat fri fra alt. Da jeg begyndte at læse i Det Nye Testamente (1.Korinth, kap.6 vers 9), opdagede jeg, at det er Gud en vederstyggelighed, når to af samme køn ligger med hinanden. Så måtte jeg erkende, at jeg var skabt til kvinder og ikke til mænd. Dette fortalte jeg til min ven og sagde, at det ikke kunne blive ham og mig. Han truede med at tage sit eget liv, men det kunne jeg ikkegøre noget ved. Denne omvendelse har holdt lige siden, for Jesus har magt. (Læs også 3. Mosebog, kap. 20 vers 13).
Efter et par år med op og nedture besluttede jeg en dag: "Nu skal det være slut, nu vil jeg virkelig følge
dig, Jesus. Lad det koste, hvad det vil". Nu er mit liv helt forandret, og jeg har gennem de sidste 37 år arbejdet som kristen blandt alkoholikere og narkomaner m.m., for at de også kan komme til at kende Jesus og opleve den herlighed, det er at være frelst og sat fri. I 1969 opsøgte jeg min mor, og fik hende med til nogle møder, og hun blev herlig frelst, men måtte bagefter ikke komme i kirke for sin mand. Jeg fik et jævnt godt forhold til hende, men hun døde desværre i 1973, men jeg er sikker på, at hun nu er hjemme hos Jesus.

Nyt ægteskab og dødsoplevelsen
Jeg mødte i 1972 en dejlig, enlig kvinde med fire børn, Bodil. Hun havde ingen penge og var for første gang på vej til Halmtorvet for at prostituere sig selv. Vi var gamle barndomsvenner, og jeg stoppede hende og fik hende med til et møde i min kirke. Hun var ikke kristen, men blev det hurtigt, og vi giftede os og fik to børn sammen. For 15 år siden døde en af Bodils drenge 23 år gammel af kræft. Dette gjorde, at jeg fik et hjertetilfælde og kom på hospitalet, hvor jeg oplevede noget usædvanligt. Jeg blev bortrykket, ligesom krænget ud af mit eget legeme, og jeg kom en tur ned i Helvede. Der så jeg mennesker med forvrængede ansigter, og de skreg og gik med lænker. Der var meget varmt, og de var næsten helt forbrændte. Det var uhyggeligt. Så kom jeg en tur i Himmelen med gad
er af guld med glade mennesker, og jeg så, hvor jeg skulle bo, det pragtfuldeste sted med blomster i alle regnbuens farver. Der var en stemning af den dejligste lovsang, fred og harmoni, og der var et ubeskriveligt smukt og pragtfuldt lys. Midt i al dette så jeg vores nylig afdøde søn, Henrik, som det smukkeste, strålende lys. Jeg så Jesus som en strålende lysets engel, og jeg sagde til Ham: "Lad mig få lov til at komme hjem til dig". Pludselig var billedet væk, men det var ligesom om, Han sagde: "Nej, du skal tilbage til jorden for at fortælle om, hvad du har oplevet". Lægerne, der i mellemtiden havde kæmpet for mit liv, sagde til min hustru, at "miraklet var sket", da jeg kom tilbage til bevidsthed, og jeg sagde: "Jesus, du er min helbreder".
I dag er jeg folkepensionist og kommer i en evangelisk kirke. Jeg er næstformand i FGBMFI-DK, Vestegnen afdeling i Ishøj. og har et pragtfuldt liv i Jesus.  

Har I brug for et foredrag,
så kommer jeg gerne og holder et.
 I kan kontakte mig på +4530893354  Oluf Borremark
 

KONTAKT til Oluf Borremark:
Oluf kan kontaktes personligt i Evangeliesamlingen på Worsaavej 5, Frederiksberg
tirsdage kl. 9,30- torsdag kl. 10.30 og søndage kl. 10.30
Skulle han ikke være der, kan han kontaktes på email: 
olufborremark1@gmail.com eller mobiltelefon: 30 89 33 54

 

Kun ved kamp

Kun ved kamp 
kan sejr vindes.
Det var ord jeg tænkte på
i de mange år der gået,
hvor alt gik galt,
men i troen på, at der lå en sejr forude.
Uden kampe er der ikke nogen sejre.
Jeg har oplevet mange nederlag 
gennem tiden
Når man mindst tænker det,
 så er der en  sejr.
 I håbet om, at min historie
 kan bringe lys og håb for andre,
 har jeg skrevet om mine oplevelser,  
 kampe og sejre.   
 Jeg har fundet  min indre styrke,
for Gud er Trofast mod sine børn.